Branchen der ikke vil dø

Den danske cirkusbranche er blevet ramt af et økonomisk uvejr. Røde regnskabstal og tomme telte er efterhånden et vilkår, men folk med savsmuld i blodet giver ikke så let op.

Af Julie N. Sørensen, Claus Skovholm og Kathrine L. Jeppesen

Publikums opmærksomhed er rettet mod manegen. Kun få har ignoreret cirkusdirektørens råd om at holde sig for ørerne. Der tælles ned. Tre. To. En. Publikum forventer braget. Alligevel går et sæt gennem tilskuerskaren, da den 40 kilo tunge kugle forlader kanonen. Med 80 kilometer i timen har den kurs lige mod Hercules. Allerede inden chokket har fortaget sig, har han grebet kuglen. Med et enkelt skridt baglæns får han taget farten af den, og i det krudtlugten fra affyringen spreder sig, bryder publikum ud i jubel. En lettet jubel. Hercules, en af verdens stærkeste mænd, klarede det.

Mindre vellykket går det for en af verdens ældste underholdningsformer. Her er kanonkuglen røget ud af kurs og har slået hul på cirkusbranchens teltdug. Svigtende billetsalg, øget papirarbejde og truende konkurrence fra internettet og digitale medier har gjort livet som cirkusdirektør vanskeligt. Men hvor mange erhvervsfolk for længst havde kastet håndklædet i manegen, arbejder danske cirkusfolk ukueligt videre på at finde nøglen til oprejsning. Her er opgivelse ikke en mulighed, før alle løsningsmodeller er afprøvede. Cirkus er nemlig ikke bare deres arbejde, men også deres livsstil, passion og arv. Det er gennem cirkus, de giver familien Danmark et samlingspunkt, en afstikker fra det almindelige, en rejse tilbage i tiden og en lære om, at alle mennesker er noget særligt. Det her er fortællingen om en branche, der ikke vil dø.

De danske cirkussers økonomiske udfordringer er for alvor blevet udtalte i år. Cirkus Benneweis har for første gang i 128 år valgt at holde en tænkepause på en sæson og besøger derfor ikke byerne landet rundt, som de har tradition for. Samtidig var Cirkus Dannebrog for nyligt millimeter fra at gå konkurs, men blev reddet på målstregen.

Cirkuskender Jørgen Lorenzen, som har skrevet flere bøger om cirkus og laver pr-materiale for Cirkus Dannebrog, mener, at der er kommet for mange cirkusser, og påpeger, at tilstrømningen af publikum er dæmpet. Han mener også, at cirkusbranchen har haft svært ved at følge med udviklingen.

- Først kom fjernsynet, så kom PC’en. En anden grund er, at der er kommet flere underholdningstilbud. Ikke mindst festival-kulturen, hvoraf en del er for børn. Endelig er der også en årsag, som går på, at for mange år siden var cirkus fremme i mediebilledet hele tiden. Man kunne ikke åbne et nummer af SE og HØR, uden at der var et billede af Diana Benneweis. Nu er cirkus gledet ud og er kun i medierne, når der sker uheld, siger han.

Den opfattelse deler Mikkel Knudsen, der er områdeleder på Cirkus Museet i Hvidovre, og som har fulgt cirkusbranchen på nært hold i en årrække.

- De store traditionelle cirkusser har det ikke godt. De mindre cirkusser har den fordel, at de har færre pladsomkostninger og er mindre bundet op på traditioner. Det gør, at de i lidt højere grad er omstillingsparate.

Han forklarer, at det er blevet sværere at drive cirkus, fordi der er kommet flere krav fra myndighedernes side, og at omkostningerne er blevet større.

- Det handler for eksempel om, at man skal have certificeret sit telt, hvilket vil sige, at der skal laves nogle beregninger på, om det kan bære, og de beregninger er forholdsvist dyre. Derudover er der moms på cirkusbilletter, hvilket der for eksempel ikke er på teaterbilletter. Så man konkurrerer i et underholdningsmarked, hvor man ikke er på lige fod med andre af markedets udbydere, siger Mikkel Knudsen og fortsætter:

- Så er der også den generelle tendens, at der måske ikke er den samme respekt og fascination omkring folk, der i virkeligheden har trænet som sindssyge i mange år for at få nogle kvalifikationer, hvor vi i stedet hylder den lidt hurtigere genvej, det smarte realityshow eller X Factor, fortæller Mikkel Knudsen.

Men hvad mener branchen selv?

BARN AF EN CIRKUSKONGE

Benny Berdino, cirkusdirektør i Cirkus Arena, sidder i sin beboelsesvogn. Her mangler der ikke noget. Til forveksling ligner vognens indmad et ganske normalt 70’er hjem med brunlige nuancer, glasnips og stearinlys på spisebordet. Benny Berdino, som har arvet Cirkus Arena efter sin egen far, har en stærk tro på, at de økonomiske udfordringer er på retræte, og at cirkus nok skal bestå.

- Cirkus har altid haft det svært. I perioder går det op og ned. Vi har haft en aktiekapital på 10 millioner kroner. Den har vi mistet i øjeblikket. Men om tre år kan det være, at vi har en på 15 millioner kroner. Hvis du vil rejse med cirkus, skal du ikke gøre det for at tjene penge. Det er en livsform, og du skal gøre op med dig selv, om du vil leve af det, eller om du vil leve med det. Jeg lever med og for det.

Benny Berdino gestikulerer med store armbevægelser. Der er ingen tvivl om, at han tror på cirkussets fremtid. Optimismen er på trods af en negativ egenkapital på 7,7 millioner kroner og en gæld på 36 millioner kroner. Det viser det seneste årsregnskab fra 2014. Han håber dog på, at det nye regnskab, som burde være på trapperne, ser lidt bedre ud.

- Hele verdenssamfundet har været gennem en økonomisk vridemaskine. Hvorfor skulle det så ikke smitte af på cirkus? Men vi fornemmer på de mennesker, der kommer nu, at interessen har været der hele tiden, og at den økonomiske formåen er på vej tilbage. Det vil sige, at der måske er sat en stopklods for den her krise. Det, håber vi, er rigtigt.

Hos Cirkus Arena gør man da også sit for at følge med tiden. Hele forestillingen indledes med et Sci-Fi-agtigt nummer med grøn laser, som en artist i robot-kostume manøvrerer i. Nummeret giver ligedele associationer til Star Wars og Transformers.

De seneste mange år har Cirkus Arena ligeledes fokuseret på at have kendte ansigter i manegen. I år er temaet ‘Vild med cirkus’, som er en pendant til det populære tv-program ‘Vild med dans’. Derfor har Cirkus Arena hevet Sara Maria Franch-Mærkedahl, James Sampson og Arenas egen kronprins, Patrick Berdino, ind som sprechstallmeisters. Alle tre har deltaget i ‘Vild med dans’. Sidste år var det tv-værten Signe Lindkvist og komikeren Uffe Holm, der førte publikum gennem forestillingen. Allerede i 1990 var tv-fænomenet Bubber at finde i Cirkus Arena.

Og selvom Benny Berdino end ikke selv har en e-mail-adresse, har Cirkus Arena en ansat til at styre cirkussets facebook-side, som i øjeblikket har 13.000 ‘likes’. På de sociale medier er det muligt at nå længere ud end med den traditionelle cirkusplakat, som hurtigt kan drukne i bybilledet.

- Jeg mener, at cirkus har formået at følge med udviklingen. Det gør vi til stadighed. Der er hele tiden nyskabelser. Lige så hurtigt som der kommer mobiltelefoner og apps, lige så hurtigt kommer der nye projektører og andre effekter, som cirkus vil benytte sig af. Nu er jeg selv gammel jonglør. Med tryk på gammel. Når jeg jonglerede med tre eller fire bolde, så syntes jeg, at jeg var dygtig. Men det er noget helt andet, artisterne kan i dag. Artisterne har fulgt med og udviklet sig, siger han.

Det er Mario Berousek et levende bevis på. Som den sidste til at indtage manegen under denne sæsons Arena-forestilling har han god tid til at forberede sig. Det er typisk først efter den indlagte pause i forestillingen, at han viser sig på backstagearealet. Her medbringer han syv glinsende kegler og et underlag. Underlaget bliver spredt ud på græsset, og koncentreret begynder han at øve sig på det, der har givet ham en plads i Guiness World Record. Den tjekkiske jonglør, der har en fortid i den velansete franske kabaret Moulin Rouge, er verdens hurtigste, når det kommer til at jonglere med kegler. Når tempoet er på sit højeste, får han keglerne til at rotere så hurtigt, at de ligner alufælge. Så dygtig har Benny Berdino aldrig været i nærheden af at være.

Men selvom man i Arena fokuserer på at skulle forny og forbedre sin forestilling, rammer duften af savsmuld stadig, når man entrerer det store cirkustelt med plads til 1750 gæster. Heller ikke den traditionelle hus-klovn Jimmy Folco er blevet pillet ud af årets program. Selvom der stadig er plads til traditionerne, kan man ikke ændre på, at publikummets adfærd har ændret sig. Ved sæsonens første forestilling i Herning er kun hvert fjerde sæde besat. Her sidder en dame i sit livs efterår på forreste række og skygger for publikummet bag ved i et forsøg på at tage et billede med sin iPad.

På trods af den stærke tro på cirkussets beståen mener Benny Berdino, at politikerne kunne hjælpe cirkusbranchen tilbage på ret køl igen.

- Jeg er en forkæmper for, at cirkus selvfølgelig skal eksistere. Samfundet har aldrig givet cirkus en krone. Hvis man sammenligner, får Det Kongelige Teater årligt en halv milliard. Er det demokrati? Det synes jeg ikke.

I Sverige betaler cirkusser eksempelvis seks procent i moms af entreindtjeningen. I Danmark betaler cirkusser 25 procent.

- Det er i orden, at vi ikke får penge. Men så skal de stoppe med at give teatrene penge fra i morgen. Det er et meget stort problem for danske cirkusser at mangle det beløb, der svarer til momsen. Men det kan ikke være så stort et problem at finde det beløb i statsbudgettet. Det tror jeg ikke, siger Benny Berdino.

Kulturminister Bertel Haarder har ikke ønsket at kommentere Benny Berdinos kritik.

Benny Berdino overtog Cirkus Arena, da han var 29 år.Foto: Christian Warrer, Cirkus Arena

Og det er ikke kun selve cirkusforretningen, Benny Berdino har kært. Hele arven er på spil. Det er et familieforetagende uden undtagelse. Benny Berdino blev selv cirkusdirektør, da han var 29 år tilbage i 1976. Her mistede han uden varsel sin far, Arne Berdino. På vej ud fra posthuset i Hammel faldt Arne Berdino pludseligt om. En time efter blev Benny Berdino cirkusdirektør.

- Jeg har altid vidst, at jeg skulle være den, der tog over. Jeg har altid villet. Det har ikke et sekund strejfet mig, at jeg skulle lave noget andet. Min far har været en stærk person og har fået indoktrineret mig godt, siger han.

Efter Benny Berdino er det planen, at hans søn Jackie Berdino skal være cirkusdirektør. 24-årige Patrick Berdino, som er Jackies søn, bliver kaldt ‘Junior Junior’ og skal også overtage Cirkus Arena en dag.

- Det er næsten ligesom tronfølgeloven. Det går i arv. Det er rarest, hvis det kører, som man gerne vil have. Man kan kun håbe, at de vil overtage det. Men når man kigger på vores cirkuskongerige, synes jeg, at Patrick har så mange muligheder, hvis han forstår at forvalte det godt. Han er en god dreng og kan det med mennesker, siger Benny Berdino.

Patrick Berdino er kronprinsen i Cirkus Arena. Det er meningen, at han skal overtage cirkusset, når hans far og farfar ikke magter det mere. Han har intet at falde tilbage på. End ikke en ungdomsuddannelse. Hans kæreste fra Viborg måtte følge med med Cirkus Arena på turné. For man tager ikke Patrick Berdino ud af Cirkus Arena. Han har viet sit liv til cirkus og bor året rundt med hjul under sit hjem.

HVER EN KRONE TÆLLER

Køen slænger sig fra cirkusteltets indgang, henover den maltrakterede græsplane, forbi salgsvognen, hvor man køber popcorn, candyfloss og sodavand, og ud forbi de sidste vogne, der danner rammerne om Cirkus Dannebrog. Klokken passerer 18.30, og forestillingen skulle være startet. Men de polske arbejdere har ikke nået at få teltet helt på plads endnu. En medarbejder står helt oppe i toppen af teltets spids, og der kæmpes stadig på højtryk på at få de sidste gule plastiksæder sat fast, inden forestillingen kan begynde. I går måtte Cirkus Dannebrog aflyse. I dag begynder forestillingen en halv time senere end planlagt.

Allerede om eftermiddagen ved Isabella Enoch, at aftenen vil blive hektisk. Med tre mobiltelefoner har hun selv nok at holde styr på. En privat, en til folk der vil købe billetter og en til udenlandsopkald. I dag er det hende, der har fået tjansen som telefonpasser og billetdame. Hun sidder flittigt i billetvognen, der er parkeret i Tønder fra morgen til aften, i håb om at få solgt så mange billetter som muligt til aftenens forestilling.

Udenfor veksler vejrguderne mellem silende regn og forårsvarm solskin, imens cirkusfolkene kæmper med at få rejst teltet på pladsen, der mest af alt ligner en stor mudderpøl. For en børnefamilie er det måske ikke den mest optimale dag at tage i cirkus, men for Isabella Enoch og hendes søskende kan blot en enkelt solgt billet gøre underværker. I disse tider er der brug for hver en krone.

Det fik Cirkus Dannebrog at mærke tidligere på året. Det gamle familiecirkus var millimeter fra at gå konkurs, da børnene til cirkussets ophavsmand reddede arven i sidste øjeblik. Cirkusset havde ellers et underskud på 1,4 millioner kroner, men Isabella, Dennie, Katja og Agnethe Enoch fik skudt nok penge i familiefirmaet, til at det kunne fortsætte endnu en sæson.

Selvom det bliver en hård kamp for familien, er de villige til at prøve alt for at holde deres nu afdøde fars største ønske i live.

- Jeg kunne ikke nænne over for min far, at Dannebrog skulle lukke. For mig var det mest på grund af ham og min mor, for det er virkelig et hårdt arbejde. Det er det. Meget hårdt. Men det er samtidig vores hjerteblod. Vi har jo altid været i cirkus, siger Isabella Enoch.

Sammen med sine tre søskende har hun alt på spil, når de i 2016 rejser landet rundt med deres velkendte rød-hvide telt med plads til 1023 tilskuere. Og sæsonen er startet med en del udfordringer. Et dansk forårsvejr, der ikke ligefrem har vist sig fra sin bedste side, har ført til flere aflysninger på grund af for bløde og mudrede pladser.

Derudover har de måtte hyre nye folk til at sætte teltet op, hvilket ifølge Isabella Enoch er meget problematisk for turnéen.

- Vi plejer at have arbejdere fra Ukraine, men vi kan ikke få arbejdstilladelser til dem mere. Derfor har vi en masse mænd fra Polen, og de er slet ikke vant til det. De har slet ikke det samme tarv på at bygge telte op, som vores gamle arbejdere havde. Nu har vi været ude i en måned, og de er kørt helt ud. De er så trætte, fordi de ikke har fået den rigtige rutine.

Isabella Enoch har selv været trapez-artist i Cirkus Dannebrog. Foto: Claus Skovholm

Selvom udfordringerne hober sig op og måske ville have fået de fleste til at overveje deres situation en ekstra gang, arbejder Isabella Enoch og hendes søskende ukueligt videre. For hvis man ser bort fra alle de praktiske problemer, så tror hun stadig på en lys fremtid for Cirkus Dannebrog og branchen i sin helhed. På trods af krisesnak og hårdere arbejdsdage kan cirkus nemlig ramme noget i folk.

- Jeg tror, at cirkus vil bestå for evigt. Men samtidig tror jeg, at der ikke vil være så mange cirkusser fremover på grund af økonomien. Det, cirkus kan tilbyde folk, er virkelig en oplevelse, hvor der er alt. De kommer ind i et hyggeligt telt, der er en fantastisk hyggelig atmosfære, de ser smukke mennesker, de ser smukke dyr. De ser dygtige artister og dygtige dyr. De hører god musik. Det er virkelig en oplevelse for hele familien, siger hun.

Fra den lille billetvogn afbrydes hun flere gange af privattelefonen. Det er hendes ene søn, der ringer for at få hjælp fra sin mor til at få styr på nerverne. Han er ved at forberede sig til sin bacheloreksamen, som skal sikre fremtiden. For selv hvis han gerne vil gå i sine forældres og bedsteforældres fodspor i cirkusverdenen, har Isabella Enoch insisteret på, at hendes børn skal have en uddannelse.

- Det er for deres egen skyld. Selvom jeg tror, at cirkus altid vil bestå, så er den her branche stadig usikker, så de skal have noget, de kan falde tilbage på.

Isabella Enoch kan godt mærke, at tiderne har ændret sig. For 20 år siden havde man ikke lige så travlt, og med tiden har numrene i forestillingerne udviklet sig.

Én ting vil der dog altid være i cirkus, og det er artisterne. Det er dem, der skal bære showet og sørge for, at publikum får lyst til at komme tilbage næste år. Det er dem, der er stjernerne udadtil.

Når Isabella og hendes søskende bruger hele dagen på at sælge billetter, indhente tilladelser og sørge for reklame til cirkusset, sidder artisterne trygt og godt i deres vogne, og forbereder sig til aftenens forestilling.

En af de artister er Amedeo Folco. Han er 17 år og stammer oprindeligt fra Italien. Som sin mor og far er han født ind i cirkusbranchen. Som artist. Når han indtager manegen med sine kameler og dromedarer, er han i sit es. Men selvom cirkuslivet også er hårdt arbejde for artisten, er han stadig optimistisk for fremtiden.

FYLDT TELT PÅ EN VÅD TIRSDAG

I marts var Cirkus Dannebrog milimeter fra at gå konkurs. Foto: Claus Skovholm

Et ordentligt tordenbrag afbryder René Mønsters talestrøm om Cirkus Baldonis historie. Han kigger imponeret ud gennem vinduet i sin private cirkusvogn, hvor hidsige dråber slår ned. Regnen har erobret Rådshusplænen i Rødovre, hvor Cirkus Baldoni sidst på eftermiddagen byder ind til tirsdagsforestilling. Plænen er sumpet, og området er ryddet for mennesker. Kun det voluminøse cirkustelt i rødt og blåt, der rejser sig mellem er par dusiner cirkusvogne, er at se. Under normale omstændigheder ville mindst to ud af tre sæder være tomme til forestillingen sådan en regnfuld hverdagsaften. Men denne tirsdag bliver der fuldt hus. Cirkusdirektør René Mønster har nemlig knækket koden til, hvordan man kan få børnefamilier i cirkus.

I 2002 gik René Mønster all in på idéen om at drive et cirkus. Her skulle der være artister med udstråling, forestillinger uden eksotiske dyr og et fokus på at give den yngre del af publikum en stor oplevelse.

- Det har været en barndomsdrøm for mig at drive et cirkus. Det handler om, at lysten skal drive værket, snarere end man vil lave en fed forretning, for så skal man ikke lave cirkus. Det handler om, at man har lyst til at komme rundt i landet og bringe en masse glæde og smil på folks læber, fortæller René Mønster.

I færd med sin 15. sæson har Cirkus Baldoni fået et velkendt navn på Sjælland, hvor det turnerer fra marts til august. Modsat andre danske cirkusser har Baldoni en hævet scene, der bringer artisterne op i en højde over hovedparten af de mulige 450 tilskuere. Med et varieret hold af artister, der bl.a. tæller piratinspirerede luftakrobater, en energisk fitnesstræner og Hercules, en af verdens stærkeste mænd, forsøger Cirkus Baldoni at ramme det brede familiepublikum. Men selvom reaktionerne efter forestillingerne er positive, har heller ikke Cirkus Baldoni kunnet slippe helt uden om cirkusbranchens udfordringer.

- Der er kommet så meget udbud af alt muligt. iPad-generationen har gjort, at folk har anderledes adgang til en helt masse underholdning på en lille skærm. Det er det samme, som dengang fjernsyn startede. Der oplevede cirkusbranchen også et ordentligt dyk, men da folk så begyndte at få nok af det, kom cirkusbranchen også ovenpå igen. Det er de konjunkturer, vi har at arbejde med, fortæller René Mønster, der startede tirsdagen ud med at byde velkommen til tre førsteklasser fra en lokal folkeskole.

I et forsøg på at overkomme cirkusbranchens udfordringer er Cirkus Baldoni nemlig gået en utraditionel vej.

- Der er cirkuskrise, og det har betydet, at publikumsantallet ikke har bevæget sig meget de seneste år. Det er først i år, at vi har oplevet, at publikumsantallet har fået et boom, men det er også i kraft af, at vi har gjort nogle andre ting. Nu for eksempel i dag skal vi lave en forestilling, hvor nogle elever fra Islev skole skal ind og optræde.

Konceptet går ud på at inddrage lokale folkeskoleklasser i en forestilling, hvor der veksles mellem professionelle artister og skoleelever. Eleverne øver sig i ugen op til og kommer på besøg formiddagen før forestillingen, hvor de holder generalprøve. Om aftenen vender de tilbage i fuld udklædning, klar til at indtage manegen.

- Der skal alle deres forældre og bedsteforældre ind at se forestillingen. På den måde får vi fyldt telt en tirsdag aften, hvor vi normalt kun ville have 30 pct fyldt. Så vi har ligesom gentænkt cirkus, forklarer René Mønster.

Personalet i Cirkus Baldoni har selv bygget deres cirkusvogne. Foto: Kathrine L. Jeppesen

Og konceptet synes at virke. Da klokken bliver 17.00, er det 23 meter brede cirkustelt fuldt besat af tilskuere, der har betalt for at komme i cirkus og overvære deres egne børns og børnebørns optrædener.

“Og nu mine damer og herrer… De skønne hula hoppereeee!”

René Mønsters introduktion afløses af, at tæppet bliver trukket til side, og ud på den hævede manege danser ni små, farverige piger med hulahopringe i rotation rundt om livet. Ved siden af de professionelle numre giver denne optræden ikke noget særligt sug i maven hos den neutrale tilskuer. Alligevel høster den en øredøvende applaus. Her er der andet i spil end nervepirrende fascination og forventningen om det usædvanlige, som normalt hører til blandt det, der trækker folk i cirkus. Her er det snarere glæden over at se sit eget barn i manegen fyldt op af udstråling og stolthed, der giver anledning til bifald.

Netop muligheden for at sprede glæde kombineret med cirkussets mobile natur giver cirkusserne berettigelse. Det mener René Mønster.

- Det er det med at komme til en ny by, bygge det hele op, lave forestilling om aftenen og sprede en masse glæde. Det giver så meget at være med til at sprede glæde på den måde. Vi kommer rundt i hver en afkrog af Danmark. Til byer med helt ned til 1000 indbyggere, hvor der ikke ellers sker noget. For mange steder er cirkus den eneste kulturelle begivenhed, der kommer hele året, så derfor har vi jo stadig en berettigelse.

“Vi er blevet de bedste venner, her har alle været med. Hvis du ikke stod på hænder, har du sikkert siddet ned. I Baldoni Cirkus har alting kulør. I Baldoni Cirkus fik alle godt humør.”

Dagens forestilling sluttes af med sæsonens ny afslutningssang, som René Mønster, klovnen Danilo og eleverne fra de tre skoleklasser synger i fællesskab. Få minutter senere er elever, forældre og bedsteforældre ude i regnen, og cirkussets ansatte begynder at pakke teltet ned.

Som så ofte før er et regnfuldt tilløb endt i en succesfuld forestilling. Selvom det ikke er alle facetter af cirkuslivet, der er lige sjove, er René Mønster ganske sikker på, at cirkuslivet er det rigtige for ham.

- Jeg har overvejet nogle gange, om det var hele besværet værd. Men de overvejelser har været meget korte. Det er klart, man har dem, når kassen har været tom, og man ikke har haft penge til at betale sine regninger, og det har været snestorm, når teltet skulle sættes op. Men så kommer publikum og klapper og synes, det hele er fantastisk. Så forsvinder overvejelserne, siger René Mønster.

For 29-årige Daniel Dimitrijevic, der optræder som klovnen Danilo i Cirkus Baldoni, har overvejelserne om et liv uden for cirkusbranchen også været få og flygtige. Allerede som seksårig begyndte han at komme hver eftermiddag hos Cirkus Dannebrog på Trianglen i København, og siden 2008 har han arbejdet i Cirkus Baldoni. Cirkuslivet har alt, hvad han søger. Alligevel savner han cirkus, som han husker det fra sin barndom.

Tre folkeskoleklasser optræder i Cirkus Baldoni. Foto: Kathrine L. Jeppesen

CIRKUS VIL BESTÅ

Til trods for de vanskelige omstændigheder cirkusbranchen gennemgår i disse år, vurderer hverken Jørgen Lorenzen eller Mikkel Knudsen, at enden er nær for de danske cirkusser. Cirkuskonceptet er slået med mange længder, når det kommer til at matche mulighederne i den digitale underholdning. Til gengæld er selve idéen med cirkus slet ikke så udbrændt, vurderer Mikkel Knudsen.

- På Cirkusmuseet oplever vi, at cirkus er mere populært hos børn end nogensinde, fordi det har noget særligt at tilbyde. Cirkus er tilgængelig for alle uanset alder, faciliteter og fysisk kunnen. Alle kan forstå det, og alle kan få en succesoplevelse ved at arbejde med cirkus, og det er der ikke mange andre kunstarter, der kan tilbyde. I f.eks. sport er der vindere og tabere. I cirkus handler det om at finde sit eget udtryk.

Men at cirkus trender hos børn, er ikke nok til at vende den økonomiske situation i branchen. Mikkel Knudsen forudser forandringer, der skal komme fra cirkusserne selv.

- En af cirkussernes udfordringer har været, at de ikke har været gode nok til at adskille sig fra hinanden. For den gængse cirkusgænger ligner de hinanden for meget. Man kunne forestille sig en større differentiering fremover, hvor der bliver tænkt mere skarpt i målgrupper. F.eks. som Cirkus Summarum, der laver show for børn, og Zirkus Nemo, der laver cirkus for voksne, der begge har haft stor succes med det, siger han.

Det synspunkt deler Jørgen Lorenzen.

- Man skal finde en niché. Flere af de mindre cirkusser har fundet ud af, at man ved at sælge billetter på forhånd kan opdrive et nyt marked. Så får man reddet en del i land, som ellers var gået tabt. Det vil sige, at man har aftaler med en forening eller virksomhed, som så køber en forestilling.

Jørgen Lorenzen er alligevel ikke i tvivl om, at det traditionelle cirkus nok skal bestå.

- Cirkus er så stærkt og så livskraftigt. Det vil det også være i fremtiden. For øjeblikket er man nede i en bølgedal, men noget tyder på, at man er på vej op igen. Cirkus er ikke til at slå ihjel.

Vil du med i cirkus?

Cirkusserne skal adskille sig fra hinanden for at overleve. Foto: Kathrine L. Jeppesen